Lad mig give dig hele 10 bud på, hvor DIN konkurrents hjemmeside kunne blive bedre:

Test det ved at udvælg en tilfældig af dine konkurrenters hjemmeside, og følg med imens jeg gennemgår listen. (Det er altid lettere at se andres fejl). Mon ikke de 5 af følgende bud, rammer nogenlunde.

10 steder din konkurrents hjemmeside kunne optimeres

#1: Din konkurrent henvender sig, til for mange målgrupper på een gang. Derfor er der ikke rigtigt nogen, der kan mærke at det er netop deres behov, der ville kunne løses her. En klassiker er eksempelvis at henvende sig til både private og virksomheder fra samme hjemmeside. Disse to målgrupper har vidt forskellige behov OG virksomhedsejere opfatter det som useriøst at man også handler med private.

#2: Din konkurrent ved for lidt om sine kunder og kommer derfor til at skrive overfladisk og generelt a la:

“Få bedre bundlinie”
“Få mere overskud i hverdagen”
“Skab arbejdsglæde”

Osv. Alt sammen noget tusindvis andre også lover. Og hvordan ved man egentlig at man har skabt arbejdsglæde hos sine medarbejdere?

#3: Din konkurrent ved for lidt om sine kunders alternativer (til at handle hos ham/hende) og kommer derfor til at skrive det samme, som sine konkollegaer.

#4: Din konkurrent taler mere om det der er til salg, end om behovet og det potentielle udbytte hos den han/hun vil sælge noget til.

#5: Din konkurrent har indrettet sin hjemmeside, efter det han/hun ønsker at fortælle – og ikke efter hvad det ønskes at den besøgende på hjemmesiden, skal foretage sig: F.eks. tilmelde sig nyhedsbrevet, følge bloggen, like Facebooksiden, ringe op, sende en forespørgsel, bestille varer osv.

#6: Din konkurrent mangler en attraktiv freebee, som både får den potentielle målgruppe til at mærke sit behov, for det han/hun kan OG demonstrerer, hvorfor netop din konkurrent er eksperten, der kan dække dette behov. Denne freebee skulle allerhelst præsenteres i en boks, der “popper op” på skærmen og frister (ja de er irriterende, men de virker). Og i hvert fald som MINIMUM, have en central placering på forsiden – og alle undersider!

#7: Din konkurrents hjemmeside er gennem tiden blevet rodet og uoverskuelig eller out-of-date og sender et sløset signal, om hvad han/hun står for.

#8: Din konkurrent udnytter ikke værdien af referencer fra tilfredse kunder (nok). Især af den specifikke slags med beskrivelse af det konkrete udbytte andre fik af at handle der.

#9: Din konkurrent har ikke integreret det mest relevante sociale medie OG husket at fortælle hvad man får ud af at følge med dér.

#10: Din konkurrents “om-historie” er kedelig og handler mere om ham/hende, end om vedkommendes vej til “ekspertstatus” og om hvem der kan få hjælp – og hvordan det kan foregå.

 

Blev du overrasket over, hvor meget uforløst potentiale der var?

Kom du også i tanke om et par steder, hvor du selv kunne optimere den hjemmeside, du ellers var ret glad for?

Sorry. Men det er faktisk ret normalt.

De fleste hjemmesider kan – og bør – optimeres løbende. (Min egen kunne også godt trænge selvom den kun er 1 år gammel. SÅ hurtigt går udviklingen).

En hjemmeside er ikke bare noget, som kan passe sig selv i årevis. Den kræver at man jævnligt tager den op til revision og ser på optimeringsmuligheder.

Især det med “freebees” og “pop-up-bokse” er nogen, der er er blevet udbredt det seneste år. (Det findes der geniale værktøjer til, som kan køres sammen med det system du har).

Faktisk behøver du, i langt de fleste tilfælde, ikke at købe en ny hjemmeside, for at rette ovennævnte til.

Har du et system, du selv kan rette i, vil du formentlig selv kunne ændre det meste. (Ellers kan jeg henvise til en programmør, der tager mindre i timen end du bør gøre).

Summa summarum: Du kan optimere din hjemmeside for peanuts. Du skal bare vide HVAD du konkret skal ændre.

Mange hilsner

Jannie Ilum Gade