ID-100134294

Jeg er jo nordjyde, og selvfølgelig er jeg vokset op med kærlighed til både GRATIS og byttehandler…

Men når det kommer til ydelser til min virksomhed har jeg lært (igen igen igen) at jeg skal være påpasselig. Og gøre alt hvad jeg kan for ikke at lade mig friste.

For det, der bliver sparet i første omgang, kan koste ALT for dyrt i længden! For eksempel fordi (og her hinter jeg IKKE til nogen specielt):

  • Den du bytter med, i forvejen har så mange andre opgaver at du hele tiden skubbes nederst i bunken (under de betalte opgaver, hvilket jo er fair nok, da han skal tjene sin løn andre steder)
  • Da det er en du kender (og ikke vil ødelægge din relation til) kan du ikke få dig til at tage opgaven tilbage, så nu er du bundet til at afvente et hul i hans kalender. (Vil slet ikke tænke på hvad det evt. koster hver dag i tabt omsætning hos dig at du f.eks. ikke er i luften med din nye hjemmeside..!)
  • Måske bliver slutresultatet ikke ligeså godt, som hvis I havde indgået en professionel aftale, for arbejdet er formentlig udført EFTER en almindelig arbejdsdag/uge, måske er det gået liiiige lovligt stærkt, måske var der ting I ikke fik på plads fra starten, fordi I begge tog det som en selvfølge pga. jeres relation. Men du kan ikke rigtigt tillade dig at klage. For du har jo ikke “rigtigt” betalt for opgaven!
  • Fordi du nu har byttet dig til en løst opgave fra den du kender kan du ikke bagefter få dig til at købe den samme ydelse hverken der eller et andet sted. Det ville jo være en kritik af opgaveløsningen fra første runde.

ARRRHHH – du er fanget i et selvskabt fængsel. Kender du dét?? (Og så har jeg ikke engang taget højde for skatte-vinklen endnu).

Hvad gør du for at undgå at hoppe i?

Havde du dog bare – fra starten af – betalt for den ydelse du skulle bruge, så var du sluppet for en masse ærgerlser, en evt. lettere beskadiget relation og du var hurtigt kommet videre med salget og udviklingen af din virksomhed. Og du kunne i stedet selv have tjent de penge, som ydelse kostede.

Billede venligst udlånt af Naypong og www.freedigitalphotoes.net