Hvis du – ligesom mig – har trukket stikket heeeeelt ud her i Påsken, er det måske meget rart lige at kunne undersøge om du er gået glip af noget online imens du “var væk”…  

Til dét – og også iøvrigt hvis du vil overvåge hvad andre skriver om dig online – findes der en gratis (eller billig) tjeneste, der kan holde styr på det for dig:

Gigaalert.com (tidligere Google Alert), hvor du gratis kan oprette 3 søgeord, navne eller sætninger som du løbende vil holdes orienteret om. F.eks. er dit firmanavn godt at holde øje med, så du får at vide hvis nogen omtaler dig online. Godt som dårligt…

Engang hvor jeg importerede og solgte nogle lugtfrie blespande, opdagede jeg – via Google Alert – en ret heftig negativ debat i en online mødregruppe.

Efter at have læst alle indlæggene igennem fandt jeg ud af at blespandene nu lugtede fordi forældrene var kommet til at smide en væsentlig ring ud, første gang de udskiftede posekassetten (refill). En fejl, der desværre ofte skete med dén model.

Jeg gav mig selvfølgelig til kende i debatten og forklarede hvorfor deres blespande pludseligt lugtede – og tilbød at sende hver af dem en ny reservedel. Gratis.

Det var en service jeg havde i forvejen, men den kendte de ikke, så det tilbud fik jeg rigtigt tilfredse brugere af.

Dejligt at få dén historie stoppet. Især fordi den slags indhold har det med at sprede sig som ringe i vandet. Og blive liggende “for evigt”.

Er din indbakke forresten blevet overfyldt i ferien, kan du få tips til at “tæmme en overfyldt indbakke her” i et tidligere blog-indlæg.

Rigtig god fornøjelse med at blive up-to-date her efter Påske. Og har DU flere tips, der kan hjælpe os igang og op i gear efter ferien, er du velkommen til at dele dem her!

Mange hilsner

Jannie