I går kunne jeg pludselig ikke huske min søns fødselsdag (eller navnet på genboens søn).

Altså, jeg vidste godt at det er i april, men jeg kunne simpelthen ikke tvinge den konkrete dato ud af min hjerne. Jeg forsøgte at gennemgå hukommelsen for associationer (1. april… aprilsnar… kan jeg huske nogle sjove jokes på hans fødselsdag.. nej… 2. april… ringer det en klokke… nej…3. april..??).

Heldigvis kunne han selv genopfriske min hukommelse, inden jeg nåede hele måneden igennem. Og jeg fik spejder-blanketten udfyldt.

Det.

Er.

Sgu.

Skræmmende.

Jeg er ikke i tvivl om at det skyldes eftervirkningen af stress.

Om kort tid vil du kunne læse i Femina om dengang jeg fik stress (i 2011) og var sygemeldt i knapt et år.

I dette blogindlæg vil jeg fortælle hvordan jeg kom videre til der hvor jeg er i dag: Med en fordoblet omsætning, cirka 4 dages arbejdsuge og en stærkt forbedret livskvalitet  – bla. pga. et ENDNU federe  og langt mere hensigtsmæssige jobliv.

(Jo jo – jeg elskede også mit gamle jobliv. Hvis du vil vide hvordan jeg fik stress, hvordan jeg opdagede det, hvordan jeg reagerede og hvad jeg vil bruge “min gave” til må du læse Femina, når det kommer. Formentlig her i september.)

Heldigvis har jeg ikke mistet hukommelsen om noget, der vedrører mit arbejde. “Kun” navne, datoer, nice-to-know-viden mm.

Nå, men her kommer det:

Sådan kom jeg videre efter stress:

De første uger efter at jeg blev sygemeldt (af lægen) holdt jeg bare fri. Jeg lukkede simpelthen telefon og computer ned uden yderligere handlinger.

Jeg husker intet fra de første uger. Formentlig sov jeg.

Det at jeg bare “forsvandt” (som en struds, der stikker hovedet ned i jorden og tror at ingen kan se den) betød selvfølgelig at jeg gik glip af nogle muligheder, af planlagt omsætning og desværre også at jeg skuffede (mindst) en samarbejdspartner.

Men jeg kunne ikke andet.

Efter et par uger, hjalp min vidunderlige assistent (Rikke) mig med at åbne min post og læse de flere hundrede uåbnede mails i indbakken, da jeg ikke selv kunne holde ud at se på computeren.

Vi slettede flere tusinde mails, afmeldte 80 nyhedsbreve, meldte mig ud af godt 10 netværk, aflyste utallige aftaler, sagde nej til alt….. Også til et omfattende forløb, som skulle have været en væsentlig del af mit levebrød resten af året.

Jeg skulle bare have “verden sat på pause”.

På daværende tidspunkt fortalte jeg kun de allernærmeste den egentlige grund. Jeg troede – hånden på hjertet – stadigvæk at stress (og depression) kun er noget, der rammer psykisk sårbare personer. Og dét var jeg ihvertfald ikke.

Så jeg skammede mig, over at det kunne ske for mig. Jeg følte helt klart at det “var min skyld”. Det måtte være mig, der ikke var dygtig nok…..!

De næste ca. 1,5 måned gik jeg på ferie. Så lang en ferie havde jeg ikke prøvet siden jeg stoppede mit studie. Det var fantastisk (og stærkt vanedannende!).

På vej hjem fra ferien kunne jeg godt mærke at “noget” ikke var helt godt. At jeg ikke var helt udhvilet. Og jeg glædede mig ikke til at starte igen. Faktisk slet ikke.

Da jeg vågnede om morgenen den 2. august (hvor jeg troede at jeg igen kunne vende tilbage, som ny) havde jeg ikke mindre end 4 fysiske symptomer på at jeg måske ikke var parat endnu. Det ene var at jeg ikke kunne åbne øjnene pga. betændelse. De var groet helt sammen i løbet af natten.

Det burde nok have fået alarmklokken til at ringe så højt at jeg kunne høre den, men efter et besøg på apoteket tog jeg alligevel afsted.

Allerede sidst på formiddagen faldt jeg i søvn ved mit skrivebord. Jeg tog hjem, helt tappet for energi.

Næste dag kunne jeg ikke komme i tanke om en eneste grund til at jeg nogensinde skulle stå op igen.

(Jeps: Super-woman aka Superoptimisten Korkproppen Jannie!).

Jeg kunne selvfølgelig slet ikke kende mig selv, og dér startede et hårdt års arbejde for at komme ovenpå igen:

I samarbejde med en kognitiv psykolog fandt jeg ind til årsagen til at jeg fik stress:

En uhensigtsmæssige leveregel som lød: “Hvis du KAN så SKAL du!”

Efter cirka 12 besøg hos psykologen (og utallige “lektier”) havde jeg endelig fået tilegnet mig en ny og mere hensigtsmæssig leveregel: “Hvis nogen er ved at dø, eller jeg selv har overskud at give af….. så gør jeg det måske!”

Det lyder måske meget enkelt.

Men.

Det.

Er.

Det.

Ikke.

I hvertfald ikke når man ser sig selv som ressourcestærk, hjælpsom, ordholdende, ordentlig mm.

Helt konkret betyder det at jeg har måttet lære at:

  • Lade være med at melde mig som frivilligt til ALT MULIGT (arbejde OG privat!)
  • Sove på det FØR jeg svarer (så jeg kan nå at mærke hvad det rigtige svar er – i stedet for at tænke det)
  • Opdrage andre til at skrive i stedet for at ringe til mig (så jeg kan købe mig noget betænkningstid. I dag taler jeg stort set kun i telefon med mine allernærmeste – og dem, der har betalt for samtalen)
  • Konsekvent at parkere ideer i en lille bog, i stedet for at handle omgående på dem (som jeg plejede og som jeg roste mig selv for at kunne!)
  • Finde et gear, jeg slet ikke kendte (svarer nok cirka til 3. eller 4. gear – dvs. l a n g s o m t, når man er vant til at køre i 7. gear)
  • Sige nej til SÅ meget (som nok er det aller aller sværeste, men samtidigt også en kæmpe befrielse)
  • Prioritere benhårdt (ikke blot “nice to” eller “need to” – men især “want to”)
  • Lave regler for hvor ofte jeg arbejder en aften, hvor mange weekender der skal være aftalefrie, hvor lange og mange ferier jeg har brug for (jeg plejede at hade regler – nu føler jeg mig beskyttet af dem)
  • Gøre en opgave færdig, før jeg starter på en ny (f.eks. lukke programmer jeg ikke benytter, sætte telefonen på lydløs imens jeg skriver noget vigtigt, vente med at køre hjem til jeg er færdig, sige “vent!” eller at jeg ringer tilbage hvis jeg er midt i noget. Vel at mærke UDEN at undskylde eller bortforklare det!)
  • Lade flere spørgsmål forblive ubesvarede indtil jeg kan mærke hvad svaret skal være (f.eks. indbydelser!)
  • Genkende & forudse hvem og hvad, der kan finde på at tricke mit hjælpe-gen, og tage stilling til hvordan jeg vil håndtere det
  • Acceptere mig selv som en lidt mindre hjælpsom person (så er der andre, der må holde utallige gratis foredrag, være flyttemand for vaskemaskiner og være chauffør for ældre damer nytårsaften når taxaen ikke dukker op. Eller fylde benzin på fattigt udseende familiers biler, når deres dankort ikke virker)
  • Kun at arbejde med kunder og samarbejdspartnere, der giver mig energi
  • Finde samarbejdspartnere jeg kan henvise opgaver til, når jeg selv har rigeligt – eller som jeg kan tage med på en opgave, for at sikre at jeg aldrig mere når ud til grænsen
  • At skære gevaldigt ned på mit sortiment
  • At fravælge kommunikation til rundt regnet halvdelen af min tidligere målgruppe (= de “blå kundetyper”. Sælger dog stadigvæk 50% til dem. NB: Der er stor forskel på at kommunikere/markedsføre til – og sælge til!)

og meget meget mere. Så NEJ – det var ikke let.

Men hold nu op hvor er det skønt her godt 1 år efter jeg blev helt frisk.

I dag har jeg KUN skønne kunder. Og det siger jeg ikke for at lyde frelst eller for at rose mig selv for at være dygtig til at vælge dem. Men i takt med at jeg har turdet være mere og mere god ved mig, og er blevet bevidst om hvilke rammer der er dét, har jeg tiltrukket dem, der også er god for mig.

Eksempelvis i stedet for at:

  • jeg altid flyver til København, så  kommer mine sjællandske kunder nu til Nordjylland (eller Skyper med mig)
  • mødes fysisk med de fleste af mine kunder 1:1, yder jeg nu størstedelen af min sparring via telefon, Skype eller gruppevis på mit kontor
  • planlægge mine ferier, aftener og weekender efter hvornår mine kunder ønsker mig, så tager jeg nu kunder ind når det BÅDE passer ind i mit “energibudget”, skolernes ferier OG familiens logistikkalender (det er overraskende hvor ofte dét faktisk kan lade sig gøre på måder jeg aldrig havde troet muligt)
  • i stedet for at sidde eller stå ved det samme skrivebord hver dag fra kl. 8-16 er jeg blevet god til at arbejde lige dér og når hvor det føles mest rigtigt

Sådan kom jeg videre efter stress - læs Jannies historie her  Det er muligt at arbejde hjemmefra - med succes  Jannie kom videre efter stress

Syret. Men sådan er det.

Og det er en langt bedre forretning end jeg havde turdet tro var muligt.

Jeg har ganske få symptomer tilbage. Jeg:

  • Kan aldrig køre 7. gear igen
  • Skal for altid tænke i energi-budgetter for at sikre at jeg passer på mig selv
  • har endnu sværere ved at huske navne og ansigter (især hvis fokus er et andet sted)
  • Og det der med netbank er jeg først ved at gen-lære.

Men ellers er jeg helt tip-top.

Og JA jeg ser det faktisk som en gave. For jeg har endelig indset at min livsmission ikke “bare” er at hjælpe andre med at sælge – men at min virkelige mission er at lære andre (især selvstændige ambitiøse kvinder) at:

JO DU KAN (også) skabe “det gode liv” for dig – med balance hele vejen rundt!!!!

Mange hilsner

Jannie